Nu synes jeg altså at det hele begynder at blive lidt presset. Jeg vidste det godt på forhånd. Viste godt at december måned på læreruddannelsens sidste år er broget. Der er så meget der skal skydes i gang. Billedkunsteksamensopgaven for eksempel. Som jeg glæder mig helt sindsygt til at fordybe mig i til foråret. Der skal også tænkes tanker om eksamensopgaven i Almen Didaktik. En opgave jeg glæder mig knap så meget til. Så skal der jo købes julegaver, arbejdes som vikar, holdes hus, laves hjemmelavede julegaver og alt dette ville nok være overkommelig, hvis ikke den åndede bacheloropgave hele tiden ridder mig som en mare. Jeg synes det er et spændende emne. ”Den kønsopdelte undervisning i håndarbejde”. Men med alle de andre ting, der også skal gøres, så ender den som en pligt ting, jeg glæder mig til at få afsluttet. Vi har godt nok 3 uger i januar uden undervisning, hvor vi skal skrive den. Men skal opgaven være rigtig god, skal man helst i gang inden. Og jeg er da i gang med at læse, lave den empiriske undersøgelse osv. Men ikke nok. Så hver gang jeg sætter mig ned med et eller andet, der skal gøres, så ligger den der hele tiden og lurer som den evige dårlige samvittighed. Jeg skal meget passende til fest ved min veninde Maj i den weekend, hvor opgaven skal være færdig. Og det bliver den – for så skal der altså festes!!
- det er helt klart hjemmebagt brød med hjemmelavet mirabellemarmelade. Det sandede jeg i dag. I morgen skal jeg til jobsamtale om stilling som tilkalde vikar og Noah bliver bedre og bedre til at kravle og rejse sig op.
Alt i alt en herlig dag! Livet er ikke så ringe endda ;0)
Hvorfor “dør” de elektroniske apparater altid i grupper? Får de andre lyst til at sympati-dø når den første går i stykker?! Forleden “døde” vores kogekeddel… Beværligt tidspunkt, når man kun har halvfærdigt køkken og dermed kun 2 kogeplader. Og så døde vores støvsuger. Med en KÆMPE røgsky opgav den ånden. Besværliggør rengøringen en del! Nu frygter jeg hvad det næste bliver…
PLEASE lad det ikke være opvaskemaskinen!!!!
I dag fik jeg at vide at Beate fra Livas mødregruppe har fået konstateret børnegigt. Det stakkels barn har konstante smerter og jeg har SÅ ond at det lille pus. Jeg har tænkt på hende og resten af hendes familie 1000 gange i dag. Ville så gerne at man kunne hjælpe. Det er så uretfærdigt når børn bliver syge.
I morgen ved denne tid sidder jeg i toget på vej til København. Glæder mig til:
-
at se Maj og Jeppe igen
-
at feste med en masse søde mennesker
-
min første weekend uden børn siden Noahs fødsel
-
at sove længe
-
at få en hel nats søvn
-
at komme hjem og gense mine unger og Anders efter en forhåbentlig skøn weekend
GLÆDER mig bare! Selvom jeg ved det bliver hårdt at tage fra Noah. Bliver hårdt at sidde i et tog og se ham være tilbage – uden mig! Selvom han vil være i gode hænder hos mor og far. Sagen er jeg er en hønemor, der selvom jeg nyder at ha’ tid for mig selv (og trænger til det efterhånden) så er jeg bare ikke ret god til at undvære mine børn. Og det er jo første gang jeg skal være fra ham så længe. Men på trods af det – så glæder jeg mig!
