Der bliver ikke blogget så meget for tiden. Det skyldes det faktum at jeg er arbejdsramt. Som folkeskolelærer kan man lige så godt vænde sig til kommentarer som:
“folkeskolelærer ?? Hø hø, hvad med at få et rigtig job. I holder jo fri halvdelen af tiden!”
“folkeskolelærer? I laver jo ikke en ski’ – får fri kl 14 og har 6 ugers sommerferie!”
Til det kan jeg kun sige en ting:
HA!
jeg arbejder i gennemsnittet noget over de 40 timer for tiden! Nærmere de 50! Og når jeg så har fri, at går tiden med børn og hvis jeg er total über-overskuds-agtig kan det da også hænde, at jeg når nogle af de husmoderlige gøremål. Så bloggen står lidt langt nede på listen.
men for at opsummere situationen:
- ja, jeg lever endnu
- ja, jeg er stadig glad for mit job – synes stadig elever og kolleger er skønne
- nej, jeg når intet kreativt
- og ja, jeg glæder mig efterhånden til juleferien!
Lærergerningen er en alsidig stilling at bestride. I dag var jeg med 3 kolleger i Hastrup Skov sammen med to tredieklasser. Og de havde natur/teknik – og der skulle renses fisk (der næsten var døde ;o) ) og der var blev hvinet og hylet da indvoldene skulle hives ud. Resultat min kollega Peter og jeg stod med fiske snask op til albuerne, fordi en flok hysteriske piger skulle assisteres. Men de fleste fik overvundet deres første modvilje og de var SÅ seje bagefter. Og KORS hvor der blev smovset i ørred stegt over bål bagefter. Fantastisk dag – men jeg kunne nu godt tænke mig om mine hænder snart ville holde op med at hørme af fisk!!
Det går faktisk ganske godt på jobbet. Selvfølgelig er det altid hårdt at starte op på noget nyt – men det er ikke så slemt som ventet. Ude på seminariet blev der talt en masse om at det var sindsygt hårdt – folk gik ned med stress – forældregruppen hev i en fra alle sider osv. Men så slemt har det altså ikke været. Nuvel – der er cirka 80 elever at forholde sig til. (80 navne at lære!) og en ordentlig flok kolleger. Og det kan godt være lidt hårdt at være på hele tiden. Men det går.

Tommy Steel
I går havde vi så aftenmøde med det team der er omkring 3 klasserne. Teambuilding, – hygge og fællesspisning. Der gik lidt lejrbålsstemning i den til sidst, da musiklæreren (grå guld) fandt guitaren frem og lavede en lille musikquis. Og så er det jeg har erfaret at alle søndagene i min barndom med Giro 413 har båret frugt. jeg kunne faktisk mange af sangene selvom de var fra før 72. Vi nævner i flæng kunstnere som The Cliffters, Lee Marvin og Hank Marvin, Roy Orbison og Tommy Steel. Skræmmende at viden om disse kunstnere optager plads i mit hoved. Mon ikke denne lagerplads kunne bruges på noget bedre?
I går mødte jeg så mine nye kolleger for første gang. Det var en fin oplevelse. Der er en hav af navne og ansigter jeg skal til at kende. Og et mylder af informationer, der skal lagres. Men jeg har en rigtig god fornemmelse med det. Jeg har været så heldig, at komme i team, med nogle rigtig søde mennesker. Hvor er jeg glad for at jeg valgte Thyregod Skole, dengang i juni!
Men jeg synes nu, det var en anelse hardcore at første dag bød på møder fra 8- 14!!
sidste eksamen er i hus. 6 år på jelling seminarium (incl. barsel) er ovre. Det var helt fantastisk at komme ud derfra og se veninderne stå med blomster og gaver. Og det var helt fantastisk at få den karakter man havde håbet på. 7. (8-9 på den gamle skala) Men allermest fantastiskl var det, da Anders kom gående op ad trappen med en stor buket roser. Han havde nemlig ikke sagt noget om, at han ville komme. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville tude, når jeg blev færdig. Man da han kom til syne på trappen, da var jeg altså lige ved det.
Også lidt fantastisk at man med god samvittighed kunne gå på cafe med Anders og Gitte inden de skulle videre.
men nu er det lidt mærkeligt. Jeg behøver ikke at have dårlig samvittighed over et eller andet terperi, der skal nåes. Jeg kan nu frit disponere over egen tid. Så nu vil jeg tage hjem, rydde op og glæde mig til at Kirsten kigger forbi i eftermiddag.
HURRA jeg er lærer!
Så så man lige mig få 12 i billedkunst!!! 12!!!
Så nu snupper jeg lige et par sejrsrunder ude i seminariets gård! En eksamen til på tirsdag og så er man sgu lærer!
Løgstrup skole
Jeg er blevet indhentet af fortiden. I sidste uge modtog jeg en invitation til “klassefest” i min gamle folkeskoleklasse. Og det er med lidt blandede følelser, at jeg takker ja. For min tid i folkeskolen var alt andet end let. Og det invatition vækkede minder om endeløse timer i overophedede klasselokaler, lærere der var alt andet en pædagoger, ensomhed og en voldsom trang til bare at komme væk derfra med 110 i timen.
Jeg har ikke set de fleste af dem i ca. 17 år. Og det bliver sjovt at set dem, man udtjente sin værnepligt sammen med!
Så har jeg fået et af de ting, man frygter når man starter på læreruddannelsen overstået. Opgaven der trækker tænder ud – bacheloropgaven. Var inde og forsvare den i dag – og det gik faktisk ganske glimrende. Fik reddet opgaven på et punkt, hvor den var lidt tynd og trak en højt skattet 10-tal hjem. Hurra! Er så glad. Jeg vender mig aldrig til eksamen. men denne var nu en af de mere hyggelige med to behagelige undervisere og en lige så behagelig og rar censor. perfekt! resten af dagen har jeg så bare lallet rundt og lavet ingenting! Der er en hel speciel stemning på seminariet sådan en dag. Følelserne sidder uden på tøjet. En kommer ud og tuder af skuffelse over en karakter og lidt senere kommer en ud og tuder af glæde over samme karakter. Jeg tudede ikke – men er meget glad og lettet! Og nu kan man så læse videre til master på uni – hvis man da ellers har den slags tilbøjeligheder.

JAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA!
Det sidste punktum er sat. Den sidste fodnote indført. Forsiden er designet og trykt. Målet er nået – bachelor-opgaven er i hus. Jeg snupper lige 4 sejrsrunder i stuen og dunker mig selv kammeratligt på skulderen:”godt gået gamle tøs!” Det kan slet ikke beskrives, hvor fedt det er. Og i morgen går turen til hovedstaden og Maj. og lur mig om der ikke skal festes!
Vi fik i billedkunst en opgave, hvor vi skulle male et maleri med dækfarve. Vi skulle først lave “smørerier” med vandfarve. Og i de billeder skulle vi så se om vi kunne hitte nogle figurer frem fra klatterne. jeg hittede blandt andet disse. Vi skulle nemlig overføre dem til maleri. Er vildt glad for resultatet:

Mit maleri