Min mormor Elna Magrethe Laumann Sørensen
I denne uge mistede jeg min mormor og ungerne deres Olde. Jeg nåede heldigvis at sige farvel! Det er en af de ting jeg har frygtet, men når det kom til stykket var det værdigt og rigtigt. Livet var hårdt til sidst med sygdom og som hun lå der på dødslejet slog det mig, at jeg ikke havde set hende så fredsfyldt længe. Hun ønskede at dø. Men alligevel står man med savnet og sorgen! For hun efterlader et huld i min verden! Ud over min mor og far er hun den jeg har de tidligste erindringer om. Det var hende der passede mig hver dag, da jeg var helt lille – for vuggestuer var der jo ingen af i Løgstrup. Det var hende hvis sofa jeg landede på, når jeg var syg. Hun gav mig min kærlighed til de vilde blomster, på vores mange ture langs vejen og banen. Det var også banen, jeg fulgte, når jeg efter skole gik hjem til hende en gang i mellem. og så ventede hun med verdens bedste søsterkage, danske film og oceaner af tid!
Mormor var tryghed, kærlighed og varme – krydret med kradsbørstige kommentarer til verden. For mormors tunge kunne være skarp – bare aldrig over for os børnebørn! Selv mormors tøj duftede af tryghed – og det var lykken at lade sig indhylde i hendes grå cardigan. Så var man i sikker havn.
Hun var også roms mester til at fremstille frikadeller, jordbærgrød, kyskager og søsterkage. Ingen har siden overgået hende!
I tirsdag fik jeg så fri, så jeg kunne nå til Viborg og sige farvel. Og jeg fik holdt hendes lille hånd og kysset hende farvel en sidste gang. I fredags blev hun stedt til hvile. Liva havde malet en regnbue med glimmer, som hun fik med sig i graven sammen med tegninger fra andre oldebørn. solen skinnede – det var en smuk dag og ind i mellem kunne jeg stadig høre hendes barske kommentarer til verden inden i mit hoved! Og på den måde vil hun aldrig forsvinde helt!
Blomster fra Liva
Nogle af mine bedste barndomsminder fra mormor og bedstefars hus omfatter blomster. Det var bare noget af det bedste, når vi gik tur med mormor og plukkede vilde blomster. Og hun kendte navnet på dem alle og vi fik lov at smage på ord som: “Hønsetarm, Marens sengehalm, og Kællingetand”. Fantastiske ord! Og navnene på blomsterne blev siddende – det samme gjorde min forkærlighed for vilde blomster.
Nu er der så en ny generation, der er elsker blomster. Hver dag får jeg nogle nye blomster af Liva. Så for tiden står der en skiftende udstilling af blomster på vores bord og jeg elsker den. Fotoet viser hvordan det så ud i går – i dag skifter det sikkert.
RIP
Er kær ven af familien er gået bort…. Han har været en loyal og tjenestevillig ven i hver en stund og har gladeligt foreviget familiens gøren og laden i adskillige år. Men i går – den 1. april – kunne han ikke mere og udåndede. Hans bortgang vil efterlade et huld i vort liv og Han vil være savnet.
Kære Pentax Optio 33L – Ære være dit minde.
Løgstrup skole
Jeg er blevet indhentet af fortiden. I sidste uge modtog jeg en invitation til “klassefest” i min gamle folkeskoleklasse. Og det er med lidt blandede følelser, at jeg takker ja. For min tid i folkeskolen var alt andet end let. Og det invatition vækkede minder om endeløse timer i overophedede klasselokaler, lærere der var alt andet en pædagoger, ensomhed og en voldsom trang til bare at komme væk derfra med 110 i timen.
Jeg har ikke set de fleste af dem i ca. 17 år. Og det bliver sjovt at set dem, man udtjente sin værnepligt sammen med!
farfar øvest t. venstre
Jeg drømte om farfar i nat. Og i drømmen kunne jeg dufte hans aftershave. Den sidder stadig i næsen og hans dybe stemme klinger stadig i mine ører. older man mon nogensinde op med at savne, dem man har mistet? Jeg mangler stadig hans mening, hver gang jeg tegner eller maler et eller andet. Savner hans humor og hans latter. Savner at dykke ind i hans store favn og give ham en krammer. Til hverdag tænker jeg ikke så tit over det. Men af og til vælder savnet op i mig. Som da jeg i sommer besøgte Hjerl Hede og gik ind i malerværkstedet. Duften af lindolie mindede så meget om farfars værksted, at jeg fik tårer i øjnene. Da han døde arvede jeg en af hans strikketrøjer. Den duftede stadig af aftershave. Og når jeg savnede for meget hoppede jeg i den. Den dufter ikke mere af farfar. Men jeg vasker den ikke. For ind i mellem kan man være heldig at finde en plet på trøjen, der stadig dufter lidt af farfar, hvis man snuser kraftigt ind.
Jeg faldt tilfældigt over dette gamle billede af Liva på min computer. Og lige pludselig er man flere år tilbage, en varm sommerdag på ferie i Viborg. Jeg gik tur med Liva i barnevognen rundt i den gamle bydel, ned på borgvold og spiste is og så hjem til de gamle igen. Og Liva var sød, pludrende og mild. Og dagen var perfekt.
Og her sidder man så og bliver lidt sentimental og ville gerne lige smutte tilbage i tiden og kysse det dunede hoved een gang til. For nu er hun en lille dame på 3½ med egen vilje, der protesterer højt og inderligt når jeg kysser og krammer hende. Og hun er så stor og så selvhjulpen og hvor er tiden dog gået stærkt. Så er det godt man har en lille 10 måneder gammel purk liggende ude i barnevognen, der endnu ikke kan protestere over, at man sender en byge af kys ned over det dunede hoved.
Vi var til min mormors fødselsdagsfest i weekenden. Hun blev 82 i lørdags. Hele den pukkelryggede var der. Der var rigelig kage, ungerne hyggede sig. De store gad nemlig godt køre rally med de små på Olderaceren (gangrollator!) og vi andre hyggede os skam også og fik talt meget.
Og nede for bordenden sad min mormor og var helt væk! Hun var helt rundt på gulvet. Og lige med eet sad jeg bare der og savnede min “gamle” mormor. Det kan man nemlig sagtens selvom man er over 30. Den mormor der gad lytte og som sad ved køkkenbordet og talte med en lige så længe man gad. Hende der gik lange ture med en langs landevejen og lærte en navnene på alle de vilde blomster vi plukkede. Den mormor der troligt bagte flere slags kage og boller, hver weekend – så hun havde noget at byde børnebørnene. Den mormor vi så gamle danske film med – hende der dansede i stuen med os til Bamses venner og Nat King Cole. Den mormor der godt gad fortælle om “gamle dage” og besvare alle ens spørgsmål. Den mormor der aldrig løb tør for knus!
Nu sidder hun så der på det dersens plejehjem, kan ikke hukse vores navne og siger intet… Min barndoms mormor er væk – tilbage er kun skyggen af hvad hun var en gang. Gid man kunne tage bussen tilbage i tiden og få sig en sidste sludder med min gamle mormor.
