Gemt under: begivenheder
Der var engang en lille dreng. Han elskede sit badekar og var så lykkelig når han sad der. Det var en sand fryd for den lille purk at boltre sig i det lune vand med alle sine venner – de farvestrålende ænder. Men desværre ville drengens mor altid tørre drengens vildtre lokker efter badet. Og DET kunne den lille dreng bestemt ikke lide. Han strittede altid imod efter bedste evne. Men så en dag bestemte han sig for at gøre noget andet. Han stak af!!
spor efter en flygtning
Desværre for den lille dreng efterlod han sig et spor. Han mor kunne med lethed følge den ind igennem huset. Til sidst fandt hun ham:Den lille flygtning
Flygtningen - nu genfunden
I dag var vi i Givskud Zoo for sidste gang i år. Det er altid en succes. For Liva er der tre faste traditioner. For det første skal vi besøge Samson -Hangorillaen.For det andet skal vi ind til ynglingsdyrerne: lemurene.For det tredie og sidste skal vi om forbi dette dyr:
Noah er vild med lidt andet. Størte favorit er selvfølgelig de hvide traktorer. Men dyrerne kan da godt lige skrabe an. Her er vi ved “fuglmengoerne” (flamengo på noahsk):
men bare fordi man kan sige fuglmengo behøver man jo ikke at blære sig med det. Heller ikke selvom mor lokker bag kameraet!
Her i familien har vi måtte tage afsked med endnu en kær ven. Vor trofaste Ilse, der har fulgt os i tykt og tyndt i ca. 5 år er ikke mere. Hun blev pludselig og uventet revet fra os – en sprungen tandrem og deraf beskadiget topstykke, var mere end hun kunne klare. Vor trofaste bil Ilse er i dag blevet kørt til sit sidste hvilested.
Ilse kunne være en lidt krasbørstig dame – hun var blandt andet ret tunghør. man kunne ikke skrue NED for lyden på radioen. Når man trykkede på den knap – skiftede hun til radio. Kun når vinden stod i en bestemt retning og kunne man skrue ned – så kunne man så tilgengæld ikke høre radio – kun cd. Jo, Ilse havde sine særheder. Hun døjede også lidt med ledene – gigt rammer jo ofte ældre damer. Så det skrallede noget ved højre fordæk. Men Ilse var trofast. Hun var sjældent syg og startede uden brok hver eneste morgen. Hun vil blive svært at erstatte. Hvil i fred gode gamle Ilse-tøs!
Min mormor Elna Magrethe Laumann Sørensen
I denne uge mistede jeg min mormor og ungerne deres Olde. Jeg nåede heldigvis at sige farvel! Det er en af de ting jeg har frygtet, men når det kom til stykket var det værdigt og rigtigt. Livet var hårdt til sidst med sygdom og som hun lå der på dødslejet slog det mig, at jeg ikke havde set hende så fredsfyldt længe. Hun ønskede at dø. Men alligevel står man med savnet og sorgen! For hun efterlader et huld i min verden! Ud over min mor og far er hun den jeg har de tidligste erindringer om. Det var hende der passede mig hver dag, da jeg var helt lille – for vuggestuer var der jo ingen af i Løgstrup. Det var hende hvis sofa jeg landede på, når jeg var syg. Hun gav mig min kærlighed til de vilde blomster, på vores mange ture langs vejen og banen. Det var også banen, jeg fulgte, når jeg efter skole gik hjem til hende en gang i mellem. og så ventede hun med verdens bedste søsterkage, danske film og oceaner af tid!
Mormor var tryghed, kærlighed og varme – krydret med kradsbørstige kommentarer til verden. For mormors tunge kunne være skarp – bare aldrig over for os børnebørn! Selv mormors tøj duftede af tryghed – og det var lykken at lade sig indhylde i hendes grå cardigan. Så var man i sikker havn.
Hun var også roms mester til at fremstille frikadeller, jordbærgrød, kyskager og søsterkage. Ingen har siden overgået hende!
I tirsdag fik jeg så fri, så jeg kunne nå til Viborg og sige farvel. Og jeg fik holdt hendes lille hånd og kysset hende farvel en sidste gang. I fredags blev hun stedt til hvile. Liva havde malet en regnbue med glimmer, som hun fik med sig i graven sammen med tegninger fra andre oldebørn. solen skinnede – det var en smuk dag og ind i mellem kunne jeg stadig høre hendes barske kommentarer til verden inden i mit hoved! Og på den måde vil hun aldrig forsvinde helt!
For over et år siden kørte der en reklame i Tv med en talende dukke. En interaktiv dukke, der kunne kende “dukkemoderens” stemme. Og Liva var lige ved at dåne af bare begejstring. I over et år har hun drømmende sukket efter denne dukke. Men vi har slået os i tøjeret. For det første fordi dukken kostede 899,- da den kom frem. for det andet fordi en talende dukke lyder som et mareridt. Men i år er den nu nede i en pris under det halve af den oprindelige. OG da Livas første svar da jeg spurgte til fødselsdagsønsker var:” Jeg ønsker mig KUN den talende dukke mor” , så har vi nu givet os. Hun har også gjort sit til at hjernevaske os. Et gammelt legetøjskatalog med dukken på forsiden er omhyggeligt blevet gemt og nu bruges det til dukke propoganda:”Se mor – det er den der dukke!”, høres nu cirka hver dag.
Nu står den så i kælderen og venter på at Liva fylder 5 i morgen. Og jeg GLÆDER mig til at se hendes ansigt, når hun pakker den ud!
For ca. 4½ år siden
Så starter gymnastik sæsonnen op igen. Den har været efterspurgt længe… lige siden opvisningen i april har sætningen “skal jeg ikke snart til gymnastik?” lydt i det Vestergaard Laulundske hjem. Men endelig, endelig er tiden inde. Og over 30 små prinsesser in spe i hvert deres ååh så lyserøde gymnastikoutfit bliver sluppet løs. Der bliver koldbøttereret, danset og sprunget rundt i redskaber. Imens sidder forældrene med mere eller mindre tålmodighed bænket ude i omklædningsrummet. Ind i mellem ledsaget af små søskende der ikke kan være alene hjemme. Disse tonser så rundt i brusekabinen og langs bænke så det runger.
I dag er jeg en af dem, der skal ha’ yngstemand med. Nogle gange går det godt. Andre gange er det godt, man kan gå en tur med ham imens.
