Frk Vestergaards verden

Liva i Kildeparken til Sankt Hans

Vi har ikke gjort det vilde ud af Sankt Hans de seneste år. Mest fordi vejret som oftest var til rotterne og fordi det passede elendigt med ungernes sengetid. Men jeg var godt klar over, at i år ville Liva nok afsted. Og ganske rigtigt. Da jeg tirsdag hentede hende i børnehaven plagede hun livet af mig, fordi de andre skulle til Sankt Hans bål i Kildeparken (lyder fancy og smart, men det er sådan set bare legepladsen bag den gamle skole)

Det var godt vi tog afsted. Vejret var perfekt. Og der var en masse nye unger at lege med. Så Liva så jeg ikke meget til. Senere stødte Anders til. Det blev en skøn aften. Ungerne var ikke til at drive i seng.

"Kom nu - spis pinden far!!"

En af de ting der automatisk følger med, når man bosætter sig på landet, er at folk følger med i ens liv. Man kan irritere sig over det – eller man kan gøre som jeg og se det som en positiv ting. Der er altså tale om oprigtig interesse. Jeg var stødt på en af naboerne på seminariet lige inde eksamen. jeg havde aldrig set ham før. Nu stod han så der til Sankt Hans og han kunne huske mig – og han spurgte interesseret til resultatet. Det samme gjorde flere af de  andre. De fleste i den ældre generation kender mig fordi jeg har været på barsel. Vi har snakket sammen på mine utallige ture med barnevognen.