Hvis nogen synes, det er ret stille herinde, så skyldes det, at vi er ramt af influenzaen. Anders og Noah er i den grad syge. Noah har været oppe og kysse 39.5 4 dage i træk nu. Og da jeg selv er lidt sløj i det, så bliver det ikke til så meget andet end syge-passeri.
JAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA!
Det sidste punktum er sat. Den sidste fodnote indført. Forsiden er designet og trykt. Målet er nået – bachelor-opgaven er i hus. Jeg snupper lige 4 sejrsrunder i stuen og dunker mig selv kammeratligt på skulderen:”godt gået gamle tøs!” Det kan slet ikke beskrives, hvor fedt det er. Og i morgen går turen til hovedstaden og Maj. og lur mig om der ikke skal festes!
Det er desværre et af de ord, Noah fik brugt mest i går. Vi fik jo at vide nede på Kolding Sygehus, at vi skulle trappe Noah ud af medicinen. Som sagt så gjort – og resultatet er at vi er tilbage ved udgangspunktet. I går gik han hele dagen og pressede, kunne ikke komme af med noget, ville ikke spise eller lege, græd og sagde AV AV tit. Lige inden jeg hentede ham i dagplejen, kom han så endelig af med noget. Og jeg for hjem og begyndte at give ham medicinen igen. Ikke på vilkår om han skal ha’ så mange smerter. Jeg har talt med vores kontaktperson på Kolding Sygehus i dag. Hun sagde, at jeg havde gjort det rette, da jeg gav ham medicinen. I dag og i morgen skal han ha’ max dosis og så ellers sættes ned til det niveau han lå på før jul. Den 1. april skal han atter til Kolding og da vil de tage stilling til det videre forløb. Arme lille Noah – det er ikke til at holde ud, at han skal igennem så meget!
Gemt under: det keative hjørne
Jeg har stillet mig selv en opgave. Fra i fredags – den 16. januar og 1 år frem, skal jeg hver dag tage et nyt foto. Hvorfor?
For at illustrere et år af mit liv -et år hvor jeg ved, der kommer store omvæltninger.
For sjov
For at blive bedre til at tage fotos og finde gode og utraditionelle motiver
Billederne vil løbende blive lagt ind her: 365dage.wordpress.com
–så nu kan jeg godt lægge billeder ud, af nogle af de julegaver, jeg fik begået i december. Lidt blev det da til. Men i år må jeg huske at begrænse mængden af de hjemmelavede – det tager altid længere tid end ventet!
Hjemmesko til Kirsten
Hjemmesko til søsteren
… så Liva sådan ud:
For ikke så længe siden, var hun stadig en lille rundkindet baby. Et lille myr, der ikke havde noget mod at putte og som hellere end gerne lagde kinder til moderens kys.
Nu er hun en stor pige på snart 4½. En kan selv, vil selv – full blown prinsesse og dukkemor. En bestemt, viljefast, kærlig, fantasifuld og helt igennem fantastisk lille pige. (og her ville hun så protestere – “jeg er en STOR pige mor!”) Aldrig har nogen person vendt så meget op og ned på mit liv som hun. Og selvom man ind i mellem kan længes efter de lørdage, hvor man kunne sove længe – før hun kom, så ville jeg aldrig bytte. Hun er min kærlighed og min verdensomvælter.
Der er flere og flere tegn på, at hun snart vil leve sit eget liv. Sit eget liv som vi kun glimtvis får indsigt i. Det er startet allerede… For i følge hende laver det kun “ikke nået” i børnehaven – eller gemmeleg. Hvad hun får dagene til at gå med er allerede lidt lukket land. Og jeg ved det bliver værre. Lige om lidt skal hun i skole. Og så begynder det for alvor -det med det eget liv.
Så jeg må huske at nyde hvert sekundt, hun lader mig dele med sig. Nyde at hun stadig ind i mellem vil putte og en sjælden gang i mellem stjæle et kys. Og når hun ligger i sengen mellem Anders og jeg om aftenen, så er der stadig glimt af den lille baby på billedet – kinderne er stadig silkebløde og uimodståelige. Og når hun sover, kan man godt snige sig til et lille kys – endnu da.
Der er en på vores matrikkel, der sagtens kunne finde på det samme, som hende i videoen…. Gæt hvem:
Liva (her til morgen på vej ud af døren):
“Mor, hvor meget blæser det? 3 meter høj?”
- ja noget i den stil.
Liva (her til morgen på vej ud til bilen):
“Uuh det blæser! Uuh det er koldt! Det er rigtig adder-badder vejr!”
Hørt, hørt! Og lige mine ord!
Det er hende her:
Dejlige farmor
Det er nok ikke mange, der stadig har deres farmor, når de selv er over 30. Og slet ikke en der er så sej som hende her. Jeg er så dybt imponeret over hende. Hun har en energi, en hjertevarme og en omsorg som jeg beundre hende dybt for. Hun er super kreativ og kan få noget finurligt ud af de skøreste ting. Hun har en nysgerrighed – også for de nyere tekniske ting som computeren og så kører hun bil som en 18 årig ung knægt. Flyvende farmor! Og nu, hvor hun har det svært (kørte galt for noget tid siden og brækkede et par ribben) må man huske at skønne på hende, mens hun endnu er her. Men som Anders siger – hun er så fuld af go, at hun sikkert overlever os alle sammen!
