Liva: “Mor, se – månen er helt, helt tynd!”
Mor: “Orv ja”
Liva:” Mor, hvor er den tykke måne, så henne nu?”
Mor:”Det er den samme måne – den skifter bare udseende.”
Liva (efter tænkepause): “Mor, har månen glemt at spise?”
Livas mænd
- Nederdel med Livas mænd
Noah skal klippes for første gang i næste weekend. Og så er jeg godt klar over, at jeg for en stund må vinke farvel til en af mine favoritter; Noahs krøller. Når han lige har været i bad, står der en sky af dunede krøller om hans lille hoved. Og jeg ELSKER dem! Desværre forsvinder de altid lidt, når han har tumlet rundt lidt. Men er de ikke skønne?
Noahs dejlige krøller
I dag gik min søn endelig over 2 meter uden støtte. Op til flere gange. og stoltheden lyste ud af hans lille ansigt. Han har ogå kæmpet for det længe. Stavret kilometer efter kilometer rundt om sofabordet. Og i dag var så dagen, hvor han turde slippe det trygge tag i bordet og vakle på usikre ben ud i verden. Anders og jeg brød ud i spontane klapsalver. Jeg har hele tiden håbet, at han kunne gå med rundt om juletræet i år. Hurra – det ønske bliver vist opfyldt.
her til eftermiddag var vi i Horsens for at besøge gode venner – Gitte og Christoffer. Og da både Gitte og Liva og jeg havde bagt kage – var der en sand overflod af lækkerier. De er flyttet i hus for et par måneder siden – og har fået det skønt. Og jeg glæder mig til at vi kommer lige så langt. Dette gør det selv projekt i flere etager tager sin tid. År. Og nu er det så gået i stå, fordi pengene er sluppet op ind til jeg bliver færdig med uddannelsen. Det bliver lækkert, når det bliver færdigt og lige så fint som hos familien Agersbæk.
Noah opførte sig i øvrigt pænt rædselsfuldt. Han ville af en eller anden grund ikke sove til middag. Så han var træt og hys, da vi var der. Men Liva hyggede sig og det tror jeg også deres datter Frida gjorde. Hun ville dog ikke tale med mig til at starte med – lignede en der tænkte “ååh nej – nu taler den skumle dame til mig igen” Heldigvis tøede hun op. Dejlige unge.
I morgen skal vi intet. Bare hygge os hjemme – og Liva skal for første gang hjem til andre -uden forældre i nærheden for at lege med en legekammerat. Bare hun arter sig!
… den første sne. Liva har holdt udkig siden onsdag, hvor hun i tv så vejrudsigten. Og de havde lovet sne i går. Men den kom aldrig. Det gjorde den så i nat. Himlen har drysset pudderhvidt på Jellingehøjene og træerne kaster lange blå skygger. Så smukt, så smukt – og jeg er ked af, at mit kamera ligger derhjemme. Der er noget helt specielt over den første sne. Den er så ren. Al det triste efterårssnavs skjules under al det hvide. Jeg elsker den første sne. Det samme gør min datter. Men hun må vente lidt endnu med at finde kælken frem. Så har hun noget at glæde sig til.
Jeg kan mærke det bliver en god weekend. Lørdag skal vi besøge gode venner. Og lige om hjørnet (næste uge) venter København og lidt senere julemåneden. Jeg trives!
Også i denne uge har jeg været på Andkær Skole. Som vikar i natur og teknik. Og inden dem, der kender mig omkommer i latterkramper over ironien i dette, vil jeg bare påpeje, at vi skulle tegne efterårsbilleder. Og ikke noget med fysikforsøg gone bad der.
Jeg fik lejlighed til at gemme et par af de elevarbejder, der blev fremstillet i praktikperioden i billedkunst. Eleverne skulle lave billedcollager på computeren, hvor de farvelagde deres egne indscannede tegninger og senere klippede dem ind i fotos. Det overordnede tema var: riddereventyr… tænk nu hvis, der kom riddere til Andkær skole.
Er ret vild med disse:
Konen til ridderen, der kæmper mod drager
bemærk venligst det fine spejlæg de har lavet på fotoet også. Meget omhyggelige elever
Prinsessen og ridderen på scenen
Selvføljelig får prinsessen og ridderen hinanden! Det er værd at bemærke at drengene ville gøre en del krumspring for at undgå den slags rosenrøde slutninger. Deres endte ofte med død.
Glæder mig til, at de atterfår brug for mig som vikar dernede! Skønne unger!
Min skønne vendinde Maj, har lige haft premiere på et nyt stykke, der hedder “Som hos dig står”. Anders og jeg skal ind og se stykket sidst på måneden og vi glæder os. …
Metroexpress har skrevet en artikel om hende, hvis nogen skulle være interesseret. Som hos dig står
Og ja – jeg er super stolt og er lige ved at revne af stolthed. Hun er jo for sej! Så skulle nogen af jer komme til København – så skrup ind og se stykket. Det går på teatret Grob
4 uger går kvikt. Desværre! Jeg kom ret hurtigt til at holde af de unger. Jeg har aldrig tidligere været på en skole, hvor jeg SÅ hurtigt følte mig hjemme. Både i klasseværelset og på lærerværelset. Jeg havde slet ikke lyst til at stoppe. Og så er det jo godt, at man er blevet hyret som vikar på skolen. Jeg skal derud igen den 8. december. Og jeg glæder mig.
Lige nu kan jeg slet ikke forestille mig, at skulle arbejde på andre skoler, når jeg bliver færdig til sommer. Så jeg krydser, hvad jeg kan, i håbet om, at en stilling dukker op.
Jeg fik så mange knus og varme ord af eleverne i fredags, at det var lige før jeg fik tudefjæs på. I morgen venter seminariet. Det bliver mærkeligt.
farfar øvest t. venstre
Jeg drømte om farfar i nat. Og i drømmen kunne jeg dufte hans aftershave. Den sidder stadig i næsen og hans dybe stemme klinger stadig i mine ører. older man mon nogensinde op med at savne, dem man har mistet? Jeg mangler stadig hans mening, hver gang jeg tegner eller maler et eller andet. Savner hans humor og hans latter. Savner at dykke ind i hans store favn og give ham en krammer. Til hverdag tænker jeg ikke så tit over det. Men af og til vælder savnet op i mig. Som da jeg i sommer besøgte Hjerl Hede og gik ind i malerværkstedet. Duften af lindolie mindede så meget om farfars værksted, at jeg fik tårer i øjnene. Da han døde arvede jeg en af hans strikketrøjer. Den duftede stadig af aftershave. Og når jeg savnede for meget hoppede jeg i den. Den dufter ikke mere af farfar. Men jeg vasker den ikke. For ind i mellem kan man være heldig at finde en plet på trøjen, der stadig dufter lidt af farfar, hvis man snuser kraftigt ind.
