Frk Vestergaards verden

Vi var til min mormors fødselsdagsfest i weekenden. Hun blev 82 i lørdags. Hele den pukkelryggede var der. Der var rigelig kage, ungerne hyggede sig. De store gad nemlig godt køre rally med de små på Olderaceren (gangrollator!) og vi andre hyggede os skam også og fik talt meget.

Og nede for bordenden sad min mormor og var helt væk! Hun var helt rundt på gulvet. Og lige med eet sad jeg bare der og savnede min “gamle” mormor. Det kan man nemlig sagtens selvom man er over 30.  Den mormor der gad lytte og som sad ved køkkenbordet og talte med en lige så længe man gad. Hende der gik lange ture med en langs landevejen og lærte en navnene på alle de vilde blomster vi plukkede. Den mormor der troligt bagte flere slags kage og boller, hver weekend – så hun havde noget at byde børnebørnene. Den mormor vi så gamle danske film med – hende der dansede i stuen med os til Bamses venner og Nat King Cole.  Den mormor der godt gad fortælle om “gamle dage” og besvare alle ens spørgsmål. Den mormor der aldrig løb tør for knus!

Nu sidder hun så der på det dersens plejehjem, kan ikke hukse vores navne og siger intet… Min barndoms mormor er væk – tilbage er kun skyggen af hvad hun var en gang. Gid man kunne tage bussen tilbage i tiden og få sig en sidste sludder med min gamle mormor.