Der bliver ikke blogget så meget for tiden. Det skyldes det faktum at jeg er arbejdsramt. Som folkeskolelærer kan man lige så godt vænde sig til kommentarer som:
“folkeskolelærer ?? Hø hø, hvad med at få et rigtig job. I holder jo fri halvdelen af tiden!”
“folkeskolelærer? I laver jo ikke en ski’ – får fri kl 14 og har 6 ugers sommerferie!”
Til det kan jeg kun sige en ting:
HA!
jeg arbejder i gennemsnittet noget over de 40 timer for tiden! Nærmere de 50! Og når jeg så har fri, at går tiden med børn og hvis jeg er total über-overskuds-agtig kan det da også hænde, at jeg når nogle af de husmoderlige gøremål. Så bloggen står lidt langt nede på listen.
men for at opsummere situationen:
- ja, jeg lever endnu
- ja, jeg er stadig glad for mit job – synes stadig elever og kolleger er skønne
- nej, jeg når intet kreativt
- og ja, jeg glæder mig efterhånden til juleferien!
Gemt under: det keative hjørne
Liva graver efter græskar snask
livas græskarmand
Noahs græskarmand
Gemt under: familie
Det er ikke fordi vi går i kollektiv bananas over Halloween her i huset. Men det med græskarlygterne er en tradition, der har sneget sig ind i huset. I år var det så første gang Noah skulle prøve. Med stor succes. Og er der en bedre måde at begynde weekenden på end en fælles omgang græskarlygte-fabrikation:
En af de få rå...
Det kan godt være at vi har fået rockere til Vejle. Men bare rolig; vi har ham her på vores side: The meanest Bad Ass in town!
Lærergerningen er en alsidig stilling at bestride. I dag var jeg med 3 kolleger i Hastrup Skov sammen med to tredieklasser. Og de havde natur/teknik – og der skulle renses fisk (der næsten var døde ;o) ) og der var blev hvinet og hylet da indvoldene skulle hives ud. Resultat min kollega Peter og jeg stod med fiske snask op til albuerne, fordi en flok hysteriske piger skulle assisteres. Men de fleste fik overvundet deres første modvilje og de var SÅ seje bagefter. Og KORS hvor der blev smovset i ørred stegt over bål bagefter. Fantastisk dag – men jeg kunne nu godt tænke mig om mine hænder snart ville holde op med at hørme af fisk!!
I denne weekend var “morfar -potten” (har lånt min fars bil) til Salling. Op til hyggeweekend med min søster. Kors hvor er der langt til Møgelthorum herfra. Men det var turen værd. Så rart at se hende igen og få hygget igennem med filmhygge, snold, kreative sysler og en smuttur til Holstebro. Og hyggeligt at se hendes mave vokse. Glæder mig til at blive moster!
Gemt under: begivenheder
Der var engang en lille dreng. Han elskede sit badekar og var så lykkelig når han sad der. Det var en sand fryd for den lille purk at boltre sig i det lune vand med alle sine venner – de farvestrålende ænder. Men desværre ville drengens mor altid tørre drengens vildtre lokker efter badet. Og DET kunne den lille dreng bestemt ikke lide. Han strittede altid imod efter bedste evne. Men så en dag bestemte han sig for at gøre noget andet. Han stak af!!
spor efter en flygtning
Desværre for den lille dreng efterlod han sig et spor. Han mor kunne med lethed følge den ind igennem huset. Til sidst fandt hun ham:Den lille flygtning
Flygtningen - nu genfunden
I dag var vi i Givskud Zoo for sidste gang i år. Det er altid en succes. For Liva er der tre faste traditioner. For det første skal vi besøge Samson -Hangorillaen.For det andet skal vi ind til ynglingsdyrerne: lemurene.For det tredie og sidste skal vi om forbi dette dyr:
Noah er vild med lidt andet. Størte favorit er selvfølgelig de hvide traktorer. Men dyrerne kan da godt lige skrabe an. Her er vi ved “fuglmengoerne” (flamengo på noahsk):
men bare fordi man kan sige fuglmengo behøver man jo ikke at blære sig med det. Heller ikke selvom mor lokker bag kameraet!
Her i familien har vi måtte tage afsked med endnu en kær ven. Vor trofaste Ilse, der har fulgt os i tykt og tyndt i ca. 5 år er ikke mere. Hun blev pludselig og uventet revet fra os – en sprungen tandrem og deraf beskadiget topstykke, var mere end hun kunne klare. Vor trofaste bil Ilse er i dag blevet kørt til sit sidste hvilested.
Ilse kunne være en lidt krasbørstig dame – hun var blandt andet ret tunghør. man kunne ikke skrue NED for lyden på radioen. Når man trykkede på den knap – skiftede hun til radio. Kun når vinden stod i en bestemt retning og kunne man skrue ned – så kunne man så tilgengæld ikke høre radio – kun cd. Jo, Ilse havde sine særheder. Hun døjede også lidt med ledene – gigt rammer jo ofte ældre damer. Så det skrallede noget ved højre fordæk. Men Ilse var trofast. Hun var sjældent syg og startede uden brok hver eneste morgen. Hun vil blive svært at erstatte. Hvil i fred gode gamle Ilse-tøs!
Min mormor Elna Magrethe Laumann Sørensen
I denne uge mistede jeg min mormor og ungerne deres Olde. Jeg nåede heldigvis at sige farvel! Det er en af de ting jeg har frygtet, men når det kom til stykket var det værdigt og rigtigt. Livet var hårdt til sidst med sygdom og som hun lå der på dødslejet slog det mig, at jeg ikke havde set hende så fredsfyldt længe. Hun ønskede at dø. Men alligevel står man med savnet og sorgen! For hun efterlader et huld i min verden! Ud over min mor og far er hun den jeg har de tidligste erindringer om. Det var hende der passede mig hver dag, da jeg var helt lille – for vuggestuer var der jo ingen af i Løgstrup. Det var hende hvis sofa jeg landede på, når jeg var syg. Hun gav mig min kærlighed til de vilde blomster, på vores mange ture langs vejen og banen. Det var også banen, jeg fulgte, når jeg efter skole gik hjem til hende en gang i mellem. og så ventede hun med verdens bedste søsterkage, danske film og oceaner af tid!
Mormor var tryghed, kærlighed og varme – krydret med kradsbørstige kommentarer til verden. For mormors tunge kunne være skarp – bare aldrig over for os børnebørn! Selv mormors tøj duftede af tryghed – og det var lykken at lade sig indhylde i hendes grå cardigan. Så var man i sikker havn.
Hun var også roms mester til at fremstille frikadeller, jordbærgrød, kyskager og søsterkage. Ingen har siden overgået hende!
I tirsdag fik jeg så fri, så jeg kunne nå til Viborg og sige farvel. Og jeg fik holdt hendes lille hånd og kysset hende farvel en sidste gang. I fredags blev hun stedt til hvile. Liva havde malet en regnbue med glimmer, som hun fik med sig i graven sammen med tegninger fra andre oldebørn. solen skinnede – det var en smuk dag og ind i mellem kunne jeg stadig høre hendes barske kommentarer til verden inden i mit hoved! Og på den måde vil hun aldrig forsvinde helt!
